ølproduktion - en grundig undersøgelse

Ølelskende men endnu ikke bryggende venner spørger ofte: "Er det svært at brygge øl? Og bliver det godt? ". Jeg svarer normalt: ”Det er let at brygge god øl. Desværre er det også let at brygge dårlig øl. " Hemmeligheden bag at brygge god øl er at have lidt viden om, hvordan råvarer og tilberedningsmetoder påvirker den færdige øl. Hvor mange af os har ikke venner og bekendte, der på et eller andet tidspunkt har overvejet at brygge øl? Ofte har man så købt et tilfældigt udvalgt ølsæt (måske det billigste) blandet med vand i en spand, tilsat sukker (måske ekstra for at få en "stærkere" øl), drysset tørgær i og stillet spanden ved et varmeelement. Efter en kort eller lang tid i en spand har du hældt øllet på flasker, tilsat lidt sukker i hver og sat låg på igen. Når tålmodigheden er løbet tør, har man forventningsfuldt åbnet og smagt en flaske. I bedste fald finder man straks ud af, at øllet ikke kan drikkes, men ofte, fordi omdømmet overskygges af stolthed, byder man sine venner på et glas, som derefter hårdt men retfærdigt dømmer produktet ude. Måske bliver man overrasket over eksploderende flasker i stedet, før man overhovedet har smagt øllet. Hvorfor gik det så galt? Du har jo stort set fulgt instruktionerne i ølsættet! Konklusionen er oftest, at ølbrygning skal overlades til Carlsberg og Spendrups.

Alt for mange mennesker har således indset, at det ikke er muligt at brygge øl derhjemme med gode resultater. Men vi, der har prøvet mange velbryggede hjemmebryg og mange ølmærker ved, at øl brygget i lille skala med stor omhu kan være super lækker og på ingen måde halte bagefter kommerciel industriel øl! Hemmeligheden bag gentagne vellykkede brygge er viden, nøjagtighed og gode ingredienser. Oplysningerne i ølsættets brugsanvisning er normalt fuldstændig utilstrækkelige og i mange tilfælde endda vildledende. Enhver, der seriøst vil lære at brygge god øl, skal sætte sig ind i sammenhængen bag de forskellige trin. øllets egenskaber - farve, skum, aroma, smag - bestemmes af råvarerne og af fremstillingsmetoderne.

Maltning

øl fremstilles ved gæring af urt. Urt er en væske, der indeholder naturlige ekstrakter af malt og humle - ren helsekost! Hvis du bruger ølsæt eller "maltekstrakt", er det faktisk en koncentreret urt du starter ud fra.

Malt produceres ved at malte byg. Dette er en proces, der involverer, at byggen begynder at vokse og derefter tørres på det rigtige tidspunkt. Dette er begyndelsen på den biokemiske kæde af begivenheder, der til sidst fører til urt og øl. Enzymerne fremstiller urten og gæren fremstiller øllet - alt sammen med villig hjælp fra os mennesker, som også har en vis interesse i det færdige produkt.

Mæskning

ølproduktion begynder med forberedelse af urten. Traditionelt produceres urt ved at mæske malt, dvs. den knuste malt blandes med vand og holdes ved bestemte temperaturer i bestemte perioder. Herved nedbrydes stivelse fra malt til fermenterbare sukkerarter (hovedsageligt maltsukker, såkaldt maltose) og ikke-fermenterbare sukkerarter (såkaldte dextriner), som alle opløses i vandet og som kommer til at udgøre hoveddelen af ekstrakten i urten. Malten bidrager også med aminosyrer og andre næringsstoffer (vitaminer, mineraler), der er nødvendige for gæren.

De enzymer, der laver urten for os, trives bedst ved forskellige temperaturer. Derfor indeholder mæskningsskemaet sædvanligvis en proteinhvile ved ca. 45-50 ° C og en forsukringshvile ved ca. 65-70 ° C. Under proteinhvilen opdeles store, ølgrumsende proteinmolekyler til mindre, skumfremmende ditto. Derudover frigøres aminosyrer, der senere fungerer som næringsstoffer til gæren.

Under forsukringshvilen, som nævnt ovenfor, nedbrydes stivelse til fermenterbare og ikke-fermenterbare sukkerarter. De førstnævnte, hovedsageligt maltose, vil i sidste ende resultere i øllets alkoholindhold, mens sidstnævnte, dextrinerne, i stedet bidrager til øllets fylde. Forsukringen finder sted gennem en interaktion mellem to typer enzymer; alfa- og beta-amylase. De har lidt forskellige temperaturpræferencer, og man kan således kontrollere balancen og derved urtens gæringsevne med forsukringshvilens nøjagtige temperatur. Jo højere temperaturen er, jo flere dextriner og omvendt. Du skal også vide, at forsukringen tager længere tid ved en lavere temperatur. En time er normalt nok, men det gør ikke noget at lade forsukringshvilen vare i 90 minutter.

I den britiske bryggetradition springes proteinhvilen normalt over, og mæskningen udføres kun med en forsukringshvile. Denne metode, "et-trins infusionsmæskning", erjo den enkleste, og mange hjemmebryggere synes sikkert, at det er kompliceret at mæske. Grunden til, at man kan springe over proteinhvilen over, er, at man bruger såkaldt højmodificeret malt. Dette betyder, at mere af arbejdet udføres for os allerede under maltningen, især når det kommer til nedbrydning af protein. En sådan britisk pale ale malt foretrækkes således, hvis man overvejer at "et-trins mæske". I dag er de fleste maltvarianter højmodificerede, så proteinhvilen kan normalt springes over, selv når man mæsker med pilsnermalt. Under alle omstændigheder bør du undgå at lade proteinhvilen vare for længe, da der ellers er en risiko for, at skummet forringes.

Urt-styrke

Efter mæskningen adskilles den udtjente malt fra sødurten. Den udtjente malt udvaskes med ekstra vand for at udvinde den opto,aæe mængde ekstrakt. Ekstraktindholdet eller urtstyrken kan udtrykkes i vægtprocent. 12,5% urtstyrke betyder, at 100 gram urt indeholder 12,5 gram ekstrakt (hovedsageligt sukkerarter).

Urtstyrken er direkte forbundet med urtens densitet, som er let at måle med et hydrometer. Dette fandt Balling ud af. Han designede en hydrometerskala i midten af det nittende århundrede. Ballings skala var ikke helt nøjagtig, men den blev korrigeret ved århundredskiftet af Plato. 12,5 "Balling" eller "12,5" Plato betyder således 12,5% urtstyrke.

Vores hydrometre er oftest gradueret i öchsle-skalaen, som blandt andet anvendes i den tyske vinnæring. Denne skala er også tæt knyttet til den britiske OG-skala. Den er baseret på densiteten af rent vand, som er 1000 gram pr. Liter. Antag, at en urt har en densitet på 1050 gram pr. Liter. Den er således 50 gram pr. Liter tungere end vand, og det betyder 50 öchsle. I England siger de OG 1050 i stedet. (OG = Original Gravity.) Hvad er forholdet mellem öchsle-grader og Platon-grader? Det nøjagtige forhold er unødvendigt kompliceret til vores behov - vi klarer os med tommelfingerreglen, at der er fire öchsle på en Plato, dvs. at OG 1050 = 50 öchsle = 12,5 Plato = 12,5% urtstyrke.

Man skal også huske på, at hydrometrene er kalibreret til at vise korrekt ved en bestemt temperatur, ofte 20 ° C. Hvis du måler en varm urt, får du en værdi, der er for lav, fordi urten derefter er udvidet og dermed har en lavere densitet.

Jo mere malt du bruger til en bestemt volumen færdig øl, jo højere er urtstyrken (og dermed alkoholstyrken). Almindelig lys malt (pilsner malt eller pale ale malt) giver maksimalt ca. 300 ° øl pr. Kg (300 ° öchsle-liter, dvs. fx 30 ° öchsle til 10 liter urt eller 60 ° ö til 5 liter), og mørkere maltsorter giver mindre. Rent sukker eller tørt "maltekstrakt" giver ca. 375 ° øl / kg, mens maltekstrakt i sirupform indeholder noget vand og giver omtrent den samme mængde ekstrakt som almindelig malt.

Hvis du selv mæsker, kan du dog ikke regne med at få alt ekstrakten ud i urten, men du får et udbytte, eller rettere en virkningsgrad, på 70-100% afhængigt af hvor effektivt du mæsker og udvasker. Et eksempel: vi mæsker 4 kg pilsnermalt og samler 20 liter urt op. Vi hælder en prøve af urten i et måleglas, afkøler det til 20 ° C og læser 45 ° öchsle på hydrometeret. Teoretisk kunne vi have fået 1200 ° øl (4 gange 300), men i praksis fik vi 900 ° øl (45 gange 20). Effektiviteten var således i dette tilfælde 900 ud af 1200 = 75%.

Bemærk, at disse procentsatser ikke er de samme som bryggerierne kalder udbytte. Med udbytte af mæskningen mener bryggerimestrene forholdet mellem antallet af kg ekstrakt i urten og antallet af kg malt i mæsken, dvs. hvor mange vægtprocent af malten der er blevet ekstraheret. I eksemplet ovenfor har vi 20 liter urt med en urtestyrke på 45 ö, dvs. 11,25 vægt%. Urten vejer 1.045 gange 20 = 20.9 kg. Ekstraktindholdet er 11,25% af 20,9 kg eller 2,35 kg. Udbyttet ved mæskning og udvaskning var således 2,35 ud af 4 eller 59%.

Teoretisk kan man maksimalt udvinde ca. 80% af maltens vægt i form af ekstrakt i urten. Mæsker man f.eks. 5 kg malt kan du maksimalt få ca. 4 kg ekstrakt i urten.

Urtkogning

Urten, der opsamles efter mæskning og udvaskning, er sød, men ikke bitter. øllets karakteristiske bitterhed kommer fra humle, og humlens indtræden i brygningsprocessen kommer i næste trin, hvor urten koger. Sødurten skal derfor koges med humle i et bestemt tidsrum, måske lidt over en time. Sødurten, der er kogt med humle, kaldes stamurt. I dette tilfælde opstår der et antal hændelser, der påvirker urtens egenskaber og dermed også øllets karakter.

Den høje temperatur under kogningen dræber effektivt alle mulige bakterier og vilde gærceller i urten. Det er derfor ikke nødvendigt at sterilisere det udstyr, der kommer i kontakt med urten før og under kogningen (forudsat at urten koges inden for en rimelig tid efter mæskning), almindelig renhed er tilstrækkelig. Den høje temperatur dræber også de enzymer, der arbejdede under maltning og mæskning. Derved fikseres endelig forholdet mellem maltose / dextrin og dermed urtens gæringsevne, og ligeledes er det forbi med nedbrydning af store proteinmolekyler til mindre.

De store, grumsende proteinmolekyler, der forbliver i urten efter mæskning, skal derfor håndteres på en anden måde. Heldigvis sørger kogningen også for det, da proteinmolekyler koagulerer og klumper sig sammen i uopløselige partikler takket være den kombinerede effekt af varme og bevægelse i en hård kogende urt. Det resulterende bundfald kaldes varmtrub, og en forudsætning for effektiv udskilning er således en kraftig kogning i tilstrækkelig lang tid (måske halvanden time).

Desuden bliver urtens farve og dermed øllet "højere" (dvs. mørkere) under kogningen. Årsagen er den såkaldte karamellisering af sukkeret i urten, dvs. dannelsen af stærke farvestoffer og smagsstoffer, såkaldte melanoidiner, sammen med aminosyrer under varme. Karamelliseringseffekten øges med temperaturen og med sukkerkoncentrationen. Under normal urttilberedning kan du ikke påvirke temperaturen, den er konstant omkring 100 ° C. Koncentrationen kan derimod blive påvirket, især under ekstraktbrygning. Hvis du vil brygge en rigtig lys øl, skal du koge hele urten i stedet for at spæde den op efter kogning.

I den kommercielle produktion af ølsæt og "maltekstrakt", dvs. urtkoncentrat, ønsker man at koncentrere urten, med andre ord fjerne næsten alt vandet. Dette gøres ved hjælp af frysetørring, hvilket indebærer kogning under meget lavt tryk. Vand koger ved 100 ° C ved normalt lufttryk, og ved lavere temperaturer, jo lavere trykket er. Netop på grund af den høje koncentration i produktionen af urtkoncentrat er det imidlertid ikke muligt helt at undgå karamellisering, hvorfor øl fremstillet på sæt eller flydende maltekstrakter ofte har en klar, mere eller mindre glat karamelkarakter.

Tør maltekstrakt fremstilles med en anden metode, såkaldt spraytørring. Urten sprøjtes gennem en dyse og fordeles til en spraytåge bestående af meget små dråber. Hver dråbe tørrer på kort tid, og derfor bliver karamelliseringen meget mindre end ved produktionen af flydende maltekstrakt.

I en normal urtkogning koncentreres urten selvfølgelig lidt, måske 10%, ved afkogning af vandet. En sødurt, der holdt 50 grader öchsle, blev måske en stamurt på 55 grader öchsle efter kogning.

Den vigtigste effekt med hensyn til smag og aroma af urtekogning er under alle omstændigheder humlens bidrag. Humle indeholder både bitre stoffer og aromastoffer. Mens de bitre stoffer har brug for lang kogetid for at kunne påvirke øllet, vil de flygtige aromastoffer have en kort kogetid. Salomoniske løsning er at "hugge" humlen og i stykker og tilføje en del (bitterhumle) i begyndelsen af kogningen og en del (aromahumlen) i slutningen.

For at opnå de bedste resultater med din øl er det meget vigtigt at bruge humle af høj kvalitet. Humlen ødelægges hurtigt ved forkert opbevaring, især under påvirkning af ilt i luften. Find derfor en leverandør, der leverer humlepakker, der er velpakket. I et iltfrit miljø i svejset aluminiumsfolieemballage forbliver humlen frisk i flere år, mens de forringes på få uger i enkle plastposer.

Det vigtigste bitterstof i humle er alfa-humulonsyre, der normalt kaldes alfasyre. Dette stof er meget dårligt opløseligt i vand, men omdannes under kogning til formen iso-alfasyre, som er meget mere letopløseligt, og som giver størstedelen af øllets bitre smag. Denne konvertering tager cirka en time at gennemføre, og humle, der er kogt i mindre end en time, bidrager i tilsvarende mindre grad til bitterhed.

Humles besk-givende styrke udtrykkes som vægtprocent alfa-syre. Aromatiske humlesorter som Saaz, Hallertauer, Goldings og Fuggle er normalt omkring 4-5%, mens der er "høje alfa-sorter" som f.eks. Northern Brewer, Eroica og Bullion, som normalt indeholder ca. 10%.

øllets bitterhed er normalt angivet i BU, Bitterness Units, som simpelthen er indholdet af iso-alfasyre i ppm, dvs. milligram pr. liter. EBU og IBU er andre betegnelser for samme enhed. Som hjemmebryggere har vi normalt ikke adgang til analyseudstyr til direkte at måle bitterhed (undtagen naturligvis det vigtigste instrument: vores tunge!), Men vi kan cirka-beregne BU-værdien. Hvis vi kender humlens alfasyreværdi, hvor mange gram vi tilføjer, og hvor mange liter vi koger, ved vi, hvor mange milligram alfasyre pr. Liter vi har tilsat kogningen. Spørgsmålet er netop, hvor meget iso-alfasyre i øllet, hver vægtenhed alfasyre i kogningen giver anledning til, dvs. hvilket udbytte humlekogningen giver. Udbyttet afhænger af en række faktorer, såsom kogetid, urtstyrke, humlens form, kogningens hårdhed, gæring osv. Som en tommelfingerregel (normalt en overestimering) kan vi forvente et udbytte på 30% for humlekogler og 40% for pellets, hvis vi koger i en time (en halv time for pellets). Længere tilberedningstid giver ikke mere udbytte, men kortere giver mindre; halvdelen af tiden giver halvdelen af disse værdier osv.

For at illustrere dette tager vi et eksempel. Vi har til hensigt at brygge 20 liter pilsner ved hjælp af 15 gram Northern Brewer-pellets som bitterhumle (en times kogetid) og 40 gram Saaz-kogler som aromahumle (seks minutters kogetid). Denne afgrøde af Northern Brewer har 10,0% og Saaz 5,0% alfasyre.

Af de bitterhumlen tilsætter vi således 15000 mg (1 gram = 1000 milligram) til 20 liter, dvs. 750 mg / l. Da 10% heraf er ren alfasyre, har vi tilsat 75 mg / l alfasyre. I henhold til tommelfingerreglen giver pellets et udbytte på 40%, og bitterhumlen giver således et bidrag på 30 mg iso-alfasyre pr. Liter øl, 30 BU.

Aromahumlen udgør 40000 mg til 20 liter eller 2000 mg/l. 5% heraf er alfasyre, dvs. 100 mg / l. Havde vi kogt dette i en time, ville udbyttet have været 30%. Men vi koger kun aromahumlen i seks minutter eller en tiendedel af en time. Derfor er udbyttet kun en tiendedel af 30% eller 3%. Aromahumlen giver således et bidrag på 3 mg iso-alfasyre pr. Liter, dvs. 3 BU.

Ifølge vores beregninger får vores pilsner en bitterhed på 33 BU, som kan sammenlignes med den bitreste tyske og tjekkiske på omkring 40, mens de fleste svenske "stærke øl" er omkring 25 BU.

Vi kan bemærke, at selvom vi har brugt mere end dobbelt så meget Saaz som Northern Brewer i Pilsneren, er bidraget til det bitre ti gange større fra Northern Brewer! Da Saaz også er en dyrere humlesort, forstår vi, at økonomiafdelingen på et svensk bryggeri ville få et føl, hvis bryggerimesteren ville bruge 2 gram Saaz pr. Liter til aroma. Som hjemmebryggere kan vi forkæle os selv med luksus, fordi humleomkostningerne er ubetydelige sammenlignet med den tid og pleje, vi bruger på vores hobby.

Køling

Efter urtkogning er fermentering/gæring det næste trin i ølproduktion. Men tilsætningen af gær forudsætter, at urtens temperatur er acceptabel for gæren, dvs. maksimalt 40 ° C, ellers dør ølgæren straks, og urten underlægges fuldstændigt vildgær.

Faktisk er det bedst at afkøle urt til arbejdstemperaturen for den tilsigtede gær inden tilsætning af gærkulturen, da gæren ved høj temperatur danner flere biprodukter, især diacetyl, end den derefter kan nedbryde.

Det er dog vigtigt af flere grunde, at urten afkøles så hurtigt som muligt. Frem for alt er det tilfældet, at urten i denne fase af ølproduktionen er mest sårbar over for infektioner. Vi skal derfor være yderst forsigtige, når vi steriliserer alt, der kommer i kontakt med urten mellem kogning og aktiv gæring. Fordi luften indeholder bakterier, f.eks. eddikesyrebakterier, er det vigtigt at begrænse både tid og lufttilførsel i denne periode.

Et yderligere argument for afkøling af urt så hurtigt som muligt er, at yderligere grumsende proteiner effektivt kan udskilles på denne måde. Den såkaldte kolde trub er et bundfald, der skal fjernes på dette tidspunkt for at undgå kold grumsning under servering.

Urten bør derfor afkøles til gæringstemperatur så hurtigt som muligt, og med en steril hævert dekanteres stammeurten fra bundfaldet (kold trub) til gæringsbeholderen.

Gæring

Gæren er den egentlige bryggeimester. Vi er kun troldmandens lærlinge. Gæren er den troldmand, der gør urten til øl.

Vores opgave er at sikre, at gæren har de rette betingelser. Frem for alt skal vi opretholde den rette temperatur. Hvis vi har en såkaldt "undergær" og ønsker at brygge en pilsnerøl, skal vi holde en gæringstemperatur på 8-14 ° C. Hvis vi har en "overgær" og ønsker at brygge en ale eller en stout, skal vi holde 16-22 grader.

Ilt er gavnligt for øllet på et eneste tidspunkt, nemlig i begyndelsen af gæringen. I alle andre faser af ølproduktionen bør luftens ilt udelukkes så meget som muligt. I forbindelse med gærtilsætningen skal du dog røre grundigt og "piske" luften ned i urten med en steriliseret grydeske eller lignende.

Du skal have en aktiv gærkultur, der skal tilføjes, når urten er afkølet til den rigtige temperatur. Tørgær kan med fordel fremstilles ved en totrinsproces, der kræver et par timers forberedelse. Først skal den tørrede gær "rehydreres", dvs. tilføres vand, som f.eks. kan gøres ved at drysse gæren i en flaske med en deciliter kogt og afkølet (til ca. 37 ° C) vand. Efter ca. ti minutter tilsættes et par deciliter sterilt urt fra mæskningen eller koncentrat. Flasken forsynes med en gæringslås eller løst påskruet hætte og stilles i gærens påtænkte arbejdstemperatur. Jo lavere temperatur, jo længere tid tager det for gæren at komme i gang. Der skal udvises maksimal omhu, når forkulturen forberedes for at undgå infektioner.

For at opnå de bedste resultater kan du i stedet for tørgær bruge en ren flydende gærkultur. Du kan få denne type gær i Sverige fra mærket "Brewer's Choice". Fås i flere varianter af både over- og undergær. selv med denne type gær skal der foretages en forkultur for at garantere en tilstrækkelig stor mængde til hovedgæringen.

Ideelt set skal gæringshastigheden være omkring 1 volumenprocent til ale-gæring og 2 volumenprocent for lager. Dette betyder altså 25 cl gær til 25 liter ale og 50 cl til 25 liter lagerøl. (Bemærk, at det er gæropslæmningen, der menes, ikke volumenet af forkulturen. Hvis du venter, indtil forkulturen er gæret og gæren er sedimenteret, vil du se gæropslæmningen på bunden.) Af praktiske grunde tilføjer de fleste hjemmebryggere en mindre mængde gær end denne anbefaling, og det kan stadig fungere godt. Hvis du har problemer med langsom gæringsstart, eller at gæringen stopper, før øllet er udgæret, kan det være en god idé at prøve med større gærtilsægtning.

Når gærkulturen føjes til hovedurten, skal disse have den samme temperatur for at forskåne vores små troldmænd for et temperaturchok. Vi vil have dem til at trives så godt som muligt og ser frem til at nyde frugterne af deres arbejde.

Lukket gæring har mindst risiko for fiasko. Efter gærtilsætningen og iltningen af urten sætter man et tætsluttende låg på med gæringsrør. Inden for få dage udvikler sig en imponerende skumkrone, og du bør derfor bruge en tilstrækkelig stor gæringsbeholder. Efter et par dage mere synker det store skumtæppe tilbage, og aktiviteten i gæringsrøret aftager.

I løbet af denne mest aktive periode under gæringen har gæren levet de lykkeligste dage i livet, nydt godt af al iltet i urten, forøget sig gennem forgrening til en utrolig befolkningstæthed og omdannet næsten alle gærbare ekstrakter til alkohol og kuldioxid. Når ekstrakten begynder at slippe op, går gærcellerne i dvale og falder til bunds. ægte overgær, som er usædvanlig i dag, stiger op til overfladen i stedet.

Omtapning

Nu kan det være en god idé forsigtigt at dekantere det grønne øl, som det kaldes på dette tidspunkt, over i en ny beholder for at adskille hoveddelen af gæren og lade øllet gære helt ud og samtidig klare inden aftapning. Glasballoner er bedst, fordi du tydeligt kan se, hvordan øllet klarer, og gæren synker til bunden, men andre typer beholdere fungerer selvfølgelig også. Det er dog vigtigt, at den sekundære gæringsbeholder lukkes med gæringsrør, og at den fyldes helt op; for at begrænse ilttilførsel til øllet. I løbet af denne fase dannes der ikke meget beskyttende kuldioxid.

Aftapning

Når øllet er klaret tilstrækkeligt, er det tid til aftapning. Til karbonatisering af øllet inden servering kan vi bruge en anden gæring under tryk på flaske eller fad Alt hvad vi skal gøre er at tilføje en omhyggeligt afmålt mængde fermenterbart sukker til øllet. Levende gær er altid i suspension i tilstrækkelig mængde, også selvom øllet ser klart ud.

Den nemmeste måde er at bruge almindeligt granuleret sukker. Nogle gange anbefales det at bruge glukose (druesukker, undertiden kaldet "bryggesukker"). Du kan også tage f.eks. tør maltekstrakt, hvis man ønsker at leve efter "renhedens love". En tilbageholdt karbonatisering opnås med 0,5 volumenprocent; til 20 liter øl tager du 10 cl sukker. Hvis du vil have mere kulsyre i øllet, kan du øge det til dobbelt så meget sukker. (Overdoser ikke, da der er risiko for, at flasker eksploderer!) Det foretrækkes at koge en lage på sukker. På denne måde opløses det lettere i øllet, og der er ingen risiko for at introducere bakterier i sidste øjeblik.

Tag den rigtige mængde sukker og den samme mængde vand i en lille gryde med låg. Kog og sørg for, at sukkeret opløses helt og ikke brænder fast. Sæt låget på og kog i yderligere et minut ved svag varme. Lad gryden køle af uden at løfte låget.

For at få den samme kulsyre i alle flasker er det bedst at tilføje sukkerindholdet "i bulk". Dekanter øllet fra bundfaldet og over i en tilstrækkeligt stor beholder f.eks. den første gæringsbeholder. Rør forsigtigt sukkerlagen i, så den fordeles jævnt i hele volumenen uden samtidig at belaste øllet unødigt.

Flasker

Brug flasker, der er lavet til at modstå tryk, dvs. øl eller læskedrikkeflasker. Champagneflasker kan også bruges og er selvfølgelig ekstra festlige, men kræver lidt mere arbejde at lukke.

øl er lysfølsomt og farvede flasker beskytter. Brun er bedst, derefter grøn. Du kan selvfølgelig bruge klare flasker, men så skal øllet opbevares i mørke. Direkte sollys bør altid undgås.

PET-flasker af "engangstype" er fremragende at genbruge til hjemmebrygget øl. I første omgang skal du prøve at få fat i de grønne modeller, der f.eks. bruges til 7Up og Sprite. Fyld flaskerne op til 4 cm fra åbningen, og tryk for at presse luften ud, før du skruer hætten på. Det er sjovt at observere, hvordan rummet over øllet fyldes med kuldioxid, og flasken til sidst strammes i løbet af de efterfølgende dage.

Almindelige glasflasker til kronekapsler er selvfølgelig, hvad de fleste af os tænker på som ølflasker. Der er nu en række forskellige former på 33- og 50-cl flasker. Enhver, der overvejer at deltage i konkurrencer, vil gøre klogt i altid at tappe op til mindst sekst flasker på almindeligt 33-cl genbrugsglas.

Fyld flaskerne ca. 3 cm fra åbningen. Hvis du fylder for meget, bliver trykket så højt, at gæren hæmmes, før der er dannet en tilstrækkelig mængde kuldioxid, og resultatet er en underkarboniseret øl. En halvfuld flaske risikerer at blive overkarboniseret i stedet, hvilket kan indebære "forcering" med efterfølgende grumsning, når den åbnes.

hvis du er bekymret for den ilt, der er over øllet efter tapning, kan du vente lidt med at sætte kapsel på og lade kapslerne ligge løst på flaskerne i en time. Ideen er, at kuldioxid fra den anden gæring, som begynder med det samme, skal skubbe luften ud inden kapslerne sættes på. Det er imidlertid vanskeligt at vide nøjagtigt, hvornår man skal klemme kapslerne på i dette tilfælde.

Fad

Et godt alternativ til flasker er at investere i en eller anden type fad. Fordelen er, at du undgår en masse kedelig arbejde med rengøring og tapning på flasker. Derudover er det rart at være i stand til at hælde den rigtige mængde øl i de glas, du bruger, uden at være bundet til en bestemt flaskestørrelse. Mange synes også, at fadøl er bedre end flaskeøl. Ulempen er først og fremmest omkostningerne. Fade er ret dyre, og hvis du kun har et par stykker, har du sandsynligvis ikke lyst til at binde det i lang tid. For øl, der skal indtages på kortere tid, er de ideelle. En Imperial Stout er dog klogt at tappe på små flasker.

De tyske 5-liters "partyfade" kombinerer til en vis grad fordelene ved flasker og større fade. De koster næsten ingenting i Sverige omkring en halvtredser. Der medfølger gode taphaner til 16 gram kulsyrepatroner. Fadene er ikke rigtig beregnet til genbrug, men det fungerer godt, hvis du er forsigtig med sukkerforsyningen. Metallet er ret tyndt og bøjes let, hvis trykket bliver for højt